”Det gør ikke noget, at man er født i en andegård, når bare man har ligget i et svaneæg”. Sådan lyder slutningen på det nok mest berømte eventyr af H. C. Andersen. Det rummer en livsfilosofi, som er værd at hæfte sig ved, og der er mange, som har fortolket og konkluderet på den i årenes løb.
Lige siden eventyret udkom tilbage i 1843, har det givet stof til eftertanke. Det er netop det, som H. C. Andersens eventyr kan. De kan alle sammen tages for pålydende og læses og forstås, som de er. Men der er altid en dybere mening med dem, som de fleste nok først indser, når de er blevet voksne.
Vi kan lære meget af fortællingen om den grimme ælling, og så er det tilmed en tydelig pendant til forfatterens eget liv. Også han skulle gå så grueligt meget igennem, før han blev anerkendt for det, han kunne.
Handlingen i Den Grimme Ælling i hovedtræk
Ikke alle H. C. Andersens mange eventyr er egentlige eventyr. I forhold til historien om den lille grimme ælling så er der ikke meget eventyr over den. Bortset fra at ællingen har både tanker og følelser og den meget lykkelige slutning, så er der ingen andre typiske eventyrtræk. Der er hverken nogle kongelige personer eller magiske hændelser involveret i historien. Desuden er fremstillingen af ællingen alt andet end overfladisk. Der er langt mere dybde i den end i mange typiske eventyrfigurer.
Vi møder først den grimme ælling som æg. Et æg, der er større end de andre i reden, og som er længere tid om at klækkes. Da det endelig sker, så kommer der en unge ud, som er både større og styggere end resten af kuldet. Det er faktisk kun moren, der holder af den lille. Faren er forsvundet – det skarn, som der står.
Den store stygge ælling er dog særdeles dygtig til at svømme, som moren til sin glæde konstaterer. Men da den bliver præsenteret i andegården, som er det omkringliggende samfund, så bliver den hånet og diskrimineret, fordi den er for aparte. Til sidst vil selv moren ikke kendes ved den, fordi presset udefra bliver for stort, og den bliver jaget ud af andegården. Uden familie og uden at kende den store verden er den nu helt alene.
Han har ikke nogen videre stor succes med at indgå i andre sociale grupperinger, for han hører ikke ordentligt til nogen steder. Han gennemlever stor ensomhed, er helt uden selvtillid og selvværd og har så godt som opgivet.
Han overlever dog hele vinteren alene, og det bliver forår igen. Af uforklarlige årsager tiltrækkes han af en lille flok smukke svaner, der er kommet tilbage på træk. Han opsøger dem uden at forvente at blive accepteret, men så sker det. Miraklet. For da han får øje på sit eget spejlbillede i søens vand, så ser han til sin egen store forbløffelse, at han selv er en smuk ung svane. Nu bliver han endelig accepteret som den, han er. Han bliver oven i købet omtalt som den allersmukkeste. Og han er lykkelig.
Hvordan kan historien om den grimme ælling fortolkes?
Selv om du læser historien på det helt konkrete plan eller læser den højt for børn, så er budskabet ret tydeligt. Det er synd og uretfærdigt for den lille ælling. Den bliver mobbet ud af fællesskabet, og det gør den kun på grund af sit anderledes udseende. Den har aldrig gjort nogen fortræd.
Ude i den store verden er ællingen i frit fald. Den har ingen tilhørsforhold, og der er ingen, der seriøst vil lukke den ind. Den bliver betragtet som sær, anderledes, klodset og helt til grin. Det har selvfølgelig påvirket dens selvopfattelse, at den aldrig rigtigt er blevet accepteret af nogen.
Uanset, hvem den møder i løbet af det kommende år, så er det meget tydeligt, at den slet ikke hører til. Et væsen, der ikke bliver accepteret og ikke har nogen at høre sammen med, bliver ulykkeligt og selvudslettende. Han har ikke nogen kompetencer, som kan bruges til noget, og hans lyster bliver betragtet som latterlige.
Den stakkels grimme ælling går så grueligt meget ondt igennem, inden den til allersidst bliver set på og accepteret som den, som den er. Først da kan den blomstre og begynde at tro på sig selv. Den er dog ikke kommet sovende dertil, for den har haft en ualmindelig hård opvækst.
”Det gør ikke noget, at man er født i en andegård, når bare man har ligget i et svaneæg”. Svanen var en fremmed fugl i et usselt miljø, hvor den ikke blev værdsat. Det skete dels på grund af uvidenhed og almindelig intolerance og dels på grund af den kedelige trang til at mobbe den, der er anderledes.
Den Grimme Ælling som en pendant til H. C. Andersens eget liv
Der er mange og meget tydelige bånd imellem den verdensberømte historie om den grimme ælling og forfatterens eget liv. Han skulle nemlig også gå så grueligt meget ondt igennem, før han stolt kunne folde vingerne ud og vise sig at være den svane, han var indeni.
Hans eget liv må bestemt også siges at have haft en kedelig start. Han voksede op i en temmelig fattig familie på Fyn. Hans far var skomager, og der var ikke mange midler. Faren elskede dog at fortælle sønnen fantastiske eventyr og fortællinger, og han lavede et dukketeater til drengen, som han elskede at lege med. Hans Christian var enebarn, og han havde ingen venner. Han var dog et ganske tilfreds barn, som udviklede sin fantasi via dukketeateret.
Faren døde dog alt for tidligt, og så måtte moren forsørge sig selv og sønnen så godt, hun nu kunne. Hun blev vaskekone, hvilket var et meget hårdt, tungt og iskoldt arbejde. Tøjet blev vasket i åen, og især om vinteren var det strengt at stå i rindende vand og vaske tøj. Hun begyndte snart at drikke for at holde det ud og for at kunne holde lidt på varmen. Den lille familie blev set ned på i byen. Moren ender med at komme på fattiggården.
Hans Christian har allerede tidligt i sin barndom et mål om at blive berømt. Han ville gerne være forfatter, men da han er stærkt ordblind kan han ikke skrive. Derfor er han i mange år mere fortæller end forfatter. Han kommer på latinskole ved hjælp af en mentor, men han bliver groft mobbet i klassen og i den familie, han bor hos. Han bliver forbudt at skrive eventyr, da man mener, det er skadeligt for hans skolearbejde.
Som 14-årig rejser han alene til København for at gøre sin lykke. Han tror faktisk ret meget på sit talent. Han mener, at han kan blive balletdanser, sanger og skuespiller. Han formår at komme til optagelsesprøve, men har ikke de nødvendige evner. Han begynder nu at skrive nogle af sine historier ned.
Så begynder han at fortælle historier for rige menneskers børn. Det gør han til gengæld for ophold i deres hjem og på deres landsteder. Han er en meget talentfund fortæller, og selv om han stadig anses for at være meget aparte, så lykkes det ham at leve sådan i perioder. Han kommer i de fineste kredse, og det er et miljø, som han trives rigtig godt i. Han bliver dog ikke anset for at være på højde med disse kredse.
Han når at blive anerkendt og hyldet for sit forfatterskab, mens han stadig lever. På et meget sent tidspunkt i sit liv får han endelig den accept og anerkendelse, som han igennem hele livet og hele sit meget omfattende forfatterskab har stræbt efter.
Hvordan kan vi bruge historien om den grimme ælling i dag?
Selv om den verdensberømte historie om den grimme ælling snart har 200 år på bagen, så er den stadig lige aktuel. Det er altid svært at være anderledes. Det er hårdt at vokse op i et miljø, hvor man ikke bliver anerkendt som den, man er. Det er noget, som mange minoritetsgrupper verden over stadig mærker til.
På H. C. Andersens tid var der mange fordomme, og man skulle helst være, som folk er flest. Der var stor forskel på rig og fattig, og hans liv som fattig, høj og kikset, ordblind og formodentlig homo- eller aseksuel har i den grad været et liv i stiv modvind.
Selv om det er blevet markant bedre med tolerancen imellem mennesker i løbet af de mange år, så er vi jo langt fra i mål endnu. Selv i vores velstående og veludviklede samfund kan det være virkelig svært at være anderledes. Mange – både børn og voksne – bliver dagligt mobbet på grund af deres forskellighed. Der ligger en meget alvorlig eksklusion i det, som ingen bør opleve.
Mange bliver udsat for hate crimes og andre former for chikane. Det sker kun af den årsag, at de er anderledes end majoriteten. Dem, der bliver udsat for det, har det ikke meget anderledes end den grimme ælling, der blev udsat for manglende respekt og accept alle vegne. Menneskeheden er åbenbart ikke blevet meget klogere siden dengang.
Det er ret skræmmende, og derfor er historien stadig lige aktuel – nu ca. 200 år efter. Vi bør ikke acceptere, at det bare er et vilkår. At mennesker altid har ekskluderet dem, der er anderledes, er ingen undskyldning for stadig at gøre det.
Så er der jo heldigvis slutningen på eventyret. Det der med, at selv den mest udstødte, som ingen regnede for noget, og som alle har smidt ud, kan udvikle sig til den smukkeste af alle de smukke svaner. Den drøm kan gøre det bare lidt nemmere at holde ud.
Den styrke og den vedholdenhed, som selveste Hans Christian Andersen kunne præstere dengang, fortjener stor respekt. Når han kunne klare det og tilmed præstere så meget med så usle vilkår som baggrund, så kan de fleste gøre ham det efter. Ikke at de nødvendigvis alle sammen kan blive verdensberømte forfattere, men de kan hver især blive den smukke svane på hver deres måde.
Hvad kræver det at forvandle sig til en smuk svane?
En vigtig pointe i historien om den grimme ælling er, at han jo faktisk hele tiden har været en svane. Han lå i et svaneæg, og han var jo en svaneunge hele vejen igennem. Det var hans vilkår helt fra starten. Så en reel forvandling er der egentlig ikke tale om.
Det kan tolkes sådan, at du har svane-DNA’et i dig i forvejen. Det handler bare om at udvikle på det, som du har. Den grimme ælling satte sig ikke bare til at vente på, at fjerene voksede ud og blev hvide. Han kæmpede for at blive accepteret og optaget i en gruppe. Det gjorde han flere gange. Det lykkedes først til allersidst, men han skulle så grueligt meget ondt igennem, før det skete.
Det betyder, at du skal kæmpe for din sag – og for dig selv. Du skal kæmpe for at blive accepteret for at være den, du er. Hold fast i, hvem du er. Når nogen ikke kan rumme dig og respektere dig, så gå videre. Du skal ikke lave dig selv om – for det kan du ikke. Du er god nok, som du er. Også selv om nogen mener noget andet.
Du skal ikke gå på kompromis i forhold til din personlighed, for det bliver du ikke lykkeligere af. Der vil være andre mennesker i verden, der kan rumme dig og holde af dig for dine særlige egenskaber. Hold fast i dem. Og vær ligeglad med de andre.
Mon ikke, det ville være nogenlunde sådan, H. C. Andersen gerne ville have, at du skulle forholde dig til hans udødelige og stadigt aktuelle historie om den grimme ælling?
”Det gør ikke noget, at man er født i en andegård, når bare man har ligget i et svaneæg”.